Angsten blev en af mit livs største gaver!

– Da jeg begyndte at værdsætte min angst, ændrede den sig……og nu er den væk!

Angsten blev en af mit livs største gaver!

Vores bevidsthedsniveau ændrer sig i løbet af vores liv.

Nogle af os er gamle sjæle og har derfor været her flere gange før, hvilket har givet os mulighed for at nå højere og højere op i bevidstheds niveau.

(Med bevidstheds niveau mener jeg det udgangspunkt vi har, for at reflektere over vores egen væren og deraf opnå forståelse for, at alt er energi og at vi alle er forbundet i noget der er meget større end os).

Der er altså ikke tale om at noget menneske er mere værd end et andet. Tværtimod! Der er således ingen rang inden for bevidstheds niveauer, de er blot forskellige.

Sådan oplever jeg det, og det er fra det perspektiv jeg nu kan kigge tilbage på de seneste 10 år af mit liv og være vidne til hvor stor en gave angsten har været for min udvikling.

For at knække koden til næste niveau og dermed vokse som menneske opstår der oftest en form for mørke. Vi bliver standset i vores uhensigtsmæssige mønster eller i at gå ad en ukærlig vej. Der er forskellige former for mørke (det der skal til for at vi kan få øje på lyset og lukke mere af det ind og på den måde tillade den kærlige bevidsthed at nå os).

Vi kender det som livskriser; sygdom, kraftig ubalance, angst, stress, depression etc.

For mig har angsten været en kæmpe gave i netop at løfte mig til et nyt niveau af bevidsthed.

En dag i maj 2010

Jeg sidder ved spisebordet med Mathilde på armen, hun er kun 4 mdr. gammel. William (8 år) og Frederikke (10 år) er i gang med at øse mad op på deres tallerkner og Johnny har lige sat sig ved bordet. Jeg fornemmer en nærmest ”død energi” strømme igennem mig nedefra, det breder sig til min venstre arm og igennem mine ører og det er som om al lyd, kommer igennem en tyk pude. Jeg rejser mig og sætter mig hurtigt ned på gulvet. Johnny kommer hen og løfter Mathilde ud af mine arme. Jeg beder ham om at sige til børnene at de skal tage deres mad med ind i stuen. Og så visker jeg til ham at jeg tror det er slut og om han vil være sød at ringe 112.

”Jeg kan mærke at mit hjerte snart stopper med at slå” siger jeg og oplever det hele lidt udefra. Det er som om jeg slet ikke er hjemme i min krop. Det er som en film jeg iagttager. Ingen følelser, blot akut handling og tanke på løsning.  Johnny ringer og forsøger at berolige børnene. Jeg mærker en akut trang til at komme på toilettet, men ved ikke hvordan jeg skal komme derud. Jeg tør ikke bevæge mig. Er overbevist om at den mindst bevægelse vil gøre det af med mig. Kroppen insisterer og jeg kravler i slow motion ud på toilettet. Jeg hører sirener. To reddere kommer ind og fortæller at en akutlæge også er på vej. Jeg hører en hvinende opbremsning i indkørslen. Bevæger mig ud i gangen. Mathilde klynker. ”Jeg tror hun er sulten, kan du sidde i sofaen, så kan jeg lægge hende til?” Johnnys ro smitter af på mig.

De sætter måleudstyr på min brystkasse og må være ekstra nænsomme med deres bevægelser rundt om Mathilde ved mit bryst. Jeg hører ikke deres ord, mærker blot en strøm af varme og ro igennem min krop. Deres tilstedeværelse har en gavnlig virkning på mit flossede nervesystem. Lægen konstaterer at hjertet intet fejler og at pulsen normaliseres. De 3 eksperter kigger indforståede på hinanden og nævner noget der måske er latin.

Jeg fornemmer at alt er godt og de tager afsted.

Jeg bliver siddende i sofaen længe! Smiler, kysser på Johnny og alle børnene og er vidst bare dybt taknemlig for at være i live.

Næste morgen vågner jeg meget tidligt med eksperternes, måske latinske ord, i min bevidsthed. Jeg googler og lander på angstanfald.

Jeg undres. Hvorfor fortalte de mig ikke det?

Hvorfor blev det sagt på en måde som ikke var til mig?

Jeg sætter mig ved computeren og begynder at læse en masse om angst og tænker at jeg var heldig at have det i en form for light udgave. Nu var det jo ovre!

Jeg læser menneskers beretninger om medicinering og lægefaglig hjælp og mærker et klart budskab fra mit indre:
”Det er ok, du kan selv”.

Jeg husker ikke hvor længe der gik før det næste anfald kom. Et par uger måske. Det kom midt om natten og overtog min krop. Uro, føleforstyrrelser, kvalme og massiv hjertebanken. Jeg vækkede Johhny. Turde ikke være alene.

Det varede en lille time og udmattede mig totalt!

Næste formiddag går vi tur. Ganske som vi plejer. Mathilde sover i barnevognen og jeg går med raske skridt og fokuserer på at spænde op i bækkenbunden på indånding 1 2 3 4 skridt. Slipper og ånder langsomt ud på 1 2 3 4 skridt. En dejlig rutine som gør mig godt. Vi går den lange tur den dag. Min favoritrute med bakket terræn og smuk udsigt over markerne og en lille sø med ænder og blishøns. Vi passerer nogle væddere i en indhegning. De står stille og glor intenst på mig. jeg standser op og kigger dem i øjnene. En magisk ro strømmer fra dem og paralyserer min hverdagstænkning – og ditto tempo!
“Stop op, tag kontakt, bliv!” Ordrerne kommer prompte oppefra……og jeg smiler bredt.
”TAK”.

Jeg lægger hænderne på mit hjerte og hvisker:

”Kære vædder, kan vi lave en aftale du og jeg? Vil du hjælpe mig af med mine angstanfald? Vil du sende din ro til mig, hvis angsten kommer snigende igen?”

Der er stille og jeg befinder mig i et vakuum af lys.

Det lyseste lys jeg nogensinde har oplevet.

Jeg har svært ved at løsrive mig. Men hverdagstempoet sniger sig ind og overtager mig igen.

Hjemme er jeg fortsat smilende og forundret over den særlige oplevelse med vædderne. Der går nogle dage før jeg fortæller Johnny om det. Jeg ville godt kunne forstå hvis han troede jeg var ved at blive helt skør. Han smiler blot og er glad for at jeg har mærket så magisk en RO.

Dagene flyver afsted…..Hverdags tempo – og ditto tænkning.

Endnu en nat bringer mig uro i kroppen, fornemmelser tenderende til angst. Jeg lægger mine hænder på mit hjerte, tager dybe åndedræt og visualiserer de smukke væddere.
”Alt er godt, alt er godt…. Tak”

Kroppen responderer langsomt. Hvorfor skal den være så langsom?  Jeg tænder computeren og Googler lidt. Kan der mon forekomme kvalme og føleforstyrrelser ifb. med et angstanfald?

Sørme Ja, Google henter fortællinger om at andre også har oplevet netop det. Så jeg stopper googleriet. Jeg ved, at hvis jeg fortsætter kan jeg let blive overbevist om, at jeg er ved at få en blodprop eller en hjerneblødning. Der er sygdomme og forfærdeligheder nok at frygte! Hvis man vil.

”Fandens til dødsangst” tænker jeg og går langsomt tilbage i seng!!

Åndelig opvågning.

Mit første angstanfald og dagene efter, viste sig at blive begyndelsen på min åndelige opvågning.

Jeg opdagede at en større kærlighedsenergi havde min ryg og blev ret hurtigt overbevist om, at det var dér jeg skulle finde hjælp og støtte.

Ordene ”alt er godt, du kan godt” var ikke bare ord.

Det var en kærlighedsenergi så mægtig og lys, som ændrede min kropslige og mentale virkelighed….langsomt men sikkert.

Jeg tror at jeg har oplevet 6-8 af de helt store angstanfald.  Og hvert eneste af dem har haft en gave med.

  • Invitationen til at høre og mærke støtten fra den universelle kærlighedsessens/universet.
  • Opdagelsen i at vide at jeg er forbundet med universet og aldrig er alene.
  • Invitationen til at dykke ind i mørket og efterfølgende være i stand til at lukke MEGET mere lys ind i mit liv.
  • Opdagelse af min egen storhed og hvor meget GULD min sjæl indeholder.
  • Den totale overgivelse til, at alt er kærlighed og at jeg er i stand til at elske alt levende på kloden.
  • At slippe egoet (til dels) og opdage forskellen på at være og navigere i verden fra hjertet eller fra hovedet.
  • At finde den kærlige intention i ALLE oplevelser og opdagelser
  • LYS, LYS, LYS og så lige lidt mere ydmyghed og overgivelse.

Når jeg sidder her og skriver og finder det vigtigt at dele, er det  fordi, at det her er noget som mange oplever. Og det er samtidig noget, som mange stadig gemmer væk fordi det kan føles grænseoverskridende at tale om.

Det er lige knap et par år siden at jeg sidst har mærket angsten. Og de sidste gange har været meget milde og i en grad hvor gaven har vist sig meget hurtigt!

Jeg har ikke talt med min læge om det. Min intuition om at både min krop og mit sind er selvhelbredende (lige på det punkt) var så stærk, at jeg fandt tryghed i at deale med det på min egen (og kærlighedens måde).

Det er ikke den rigtige måde for alle!! Lad mig lige understrege det!

Men for mig, er visheden om, at alle former for mørke kommer med et budskab, en gave og en mulighed for at vokse i bevidsthed.

En invitation til at komme hjem i hjertet.

For mig giver de højere bevidsthedsniveauer øget sjælefred, inde ro og balance både fysisk og mentalt.

Så kære du, som har læst med hertil.

Tak for din tid!

Hvis du kender til angst eller anden form for mørke. Vid at der er et kærligt budskab til dig deri. Du er ved at løfte dig. Du har i hvert fald fået en invitation til at løfte dig.

Det er en proces som hverken skal eller kan forceres. Og imens du søger at overgive dig for en stund til smerten og/eller mørket, så vid at du ikke er alene og at vi er mange som gerne vil holde dig i hånden og gå ved din side. Sig det højt! På din måde.

Omfavn din rejse og søg al den hjælp du kan mærke du har brug for!

Når du tvivler, så lad tvivlen være en invitation til at mærke hvad der føles sandt for DIG!

Angsten er IKKE din fjende!

Den er ikke ude på at gøre dig ondt.

Den er kommet for at hente dig hjem.

Hjem i dit hjerte.

Somme tider kan hjemme i hjertet føles helt skørt, skævt, akavet og enormt sårbart!

Det skøre og det skæve er det ægte, det autentiske uden slør og filter, og da det har været undertrykt, virker det naturligvis meget anderledes. Men tro mig, det er DIG!

Din unikke måde at føle og udtrykke dig på.

Du må altså gerne være her – med alt hvad der er dig.

Verden har endnu helt ikke fundet ud af, at alle os som ikke passer ned i en ”pæn kasse” er mindst ligeså værdige til at stråle vores unikke lys!

Men vi er rigtig godt på vej. Det nye paradigme har fat i os alle på den ene eller den anden måde.

Alt er godt.

Jeg ønsker af hele mit hjerte at du, eller en du kender vil finde inspiration i min historie. Til at møde sig selv fra et kærligt og mere tillidsfuldt sted.

Kærlighed

//Ellen